Telefon 71 72 17 10
Hendric's Sunset Cinema på Sentosa

Sommer i Singapore 2025: Events, festivaler og udendørs oplevelser 

Hendric's Sunset Cinema på Sentosa
Hendric’s Sunset Cinema på Sentosa

Med sit tropiske klima og mange grønne byrum er Singapore en destination, hvor udendørs kulturoplevelser kan nydes året rundt. Alligevel byder sommeren fra juni til august på noget særligt. Programmet er tæt pakket med festivaler, koncerter og begivenheder, der samler både lokale og besøgende om musik, kunst og fællesskab under åben himmel.

Det er en oplagt tid at opleve byen i et roligt, men levende tempo med plads til både planlagte oplevelser og spontane øjeblikke.


Biograf under åben himmel med palmer og havudsigt

Sentosa lægger igen strand til sommerens gratis filmvisninger. Her vises både familiefilm og klassiske titler på storskærm, mens publikum slår sig ned i sandet med tæpper og snacks. Palmetræer, havudsigt og god stemning gør det til en af de hyggeligste måder at afslutte dagen på. Events der er aktuelle er blandt andet “Hendric’s Sunset Cinema” som egner sig godt til det voksne publikum og “Palawan Kidz City Roof Garden” som er målrettet børn og barnlige sjæle, og tilmed med fri adgang.

Tip: Tjek programmet i forvejen via Sentosas hjemmeside og kom i god tid, især fredag og lørdag. De mest populære aftener kan hurtigt blive fyldt op.

GastroBeats – Streetfood og musik ved Marina Bay

GastroBeats er en af sommerens mest stemningsfulde begivenheder ved Marina Bay. Festivalen byder på streetfood fra hele verden, liveoptrædener, kunst og børneaktiviteter – alt i en afslappet atmosfære med udsigt over vandet.

Adgangen er gratis, og festivalen kører fra 29. maj til 22. juni 2025, dagligt fra kl. 16 til 23. Enkelte oplevelser kræver billet, men det meste kan nydes uden betaling.

Gasto beats Madfestival ved Bayfront
Gasto beats Madfestival ved Bayfront

Tip: Kom sulten og i god tid – udvalget er stort, og stemningen stiger i takt med solnedgangen.

Nyt akvarium åbner i juli – Singapore Oceanarium

Midt i sommerens mange udendørsoplevelser åbner en længe ventet nyhed for hele familien: Singapore Oceanarium på Sentosa. Den 23. juli 2025 genåbner det tidligere S.E.A. Aquarium i en helt ny og tre gange større version. Her kan man udforske 22 temazoner, der spænder fra kystnære mangroveskove til dybets lysende væsner og endda møde forhistoriske havdyr i naturlig størrelse.

Blandt højdepunkterne er Ocean Wonders – verdens største kreisel-habitat for månejellyfish – og Ancient Waters, der med interaktive udstillinger fortæller havets evolutionære historie. Oceanariet kombinerer teknologi og bæredygtighed med engagerende bevaringstemaer og gør besøget til en sanselig og lærerig oplevelse for både børn og voksne.

Singapore Oceanarium på Sentosa
Singapore Oceanarium på Sentosa

Tip: Oceanariet er en del af Resorts World Sentosa og kan nemt kombineres med en stranddag eller et besøg i Universal Studios. Billetter bliver hurtigt udsolgt i åbningsperioden, så hold øje med billetsalget i god tid.

Symphony in the Gardens

Singapore Symphony Orchestra optræder flere gange over sommeren i byens parker, blandt andet i Singapore Botanic Gardens. Koncerterne er gratis og tiltrækker både lokale og rejsende. Det er en uformel måde at opleve klassisk musik på, omgivet af grønne omgivelser og nysgerrige egern.

Tip: Medbring tæppe og måske en stille snack til pausen. Tjek sso.org.sg for aktuelle datoer og koncertsteder for “Symphony in the Gardens”.

Garden Rhapsody i Gardens by the Bay

Hver aften tændes lysene i Supertree Grove. De høje trækonstruktioner i Gardens by the Bay bliver centrum for et kort, men effektfuldt lysshow, der skifter tema hen over året. I sommerperioden er der ofte særlige udgaver i forbindelse med blandt andet National Day i august.

Garden Rapsody - Lyd- og lys show ved Gardens by the Bay
Garden Rapsody – Lyd- og lys show ved Gardens by the Bay

Tip: Showet starter typisk kl. 19.45 og 20.45. Har man mod på lidt højde, kan billetter til OCBC Skyway bookes online – en anderledes måde at se lysshowet fra oven.

Singapore Night Festival i august

I august fyldes kvartererne omkring Bras Basah og Bugis med lysinstallationer, gadeteater og musik. Singapore Night Festival er en af de største kulturelle begivenheder i byen og foregår over flere aftener. Her er både høj puls og rolige lommer, hvor man kan gå på opdagelse i historiske bygninger, der forvandles midlertidigt af projektioner og kunstneriske eksperimenter.

Singapore Night Festival
Singapore Night Festival

Tip: Brug festivalens app eller kort fra hjemmesiden til at planlægge en rute – det kan gøre aftenen mere overskuelig, især hvis man gerne vil opleve lidt af det hele.

Red Dot August – lokal kultur i det fri

Ved Marina Bay arrangerer Esplanade et sommerprogram med gratis koncerter og scenekunst. I august sættes ekstra fokus på lokale talenter under programmet Red Dot August, hvor både musik og dans opføres på den udendørs Scene by the Bay. Her er plads til at slå sig ned og følge med, mens byen spejler sig i vandet.

Tip: Forestillingerne ved vandet starter ofte omkring solnedgang. Kom i god tid og vælg en plads med både udsigt og læ – og hold øje med programmet via Esplanades nyhedsbrev.


Sommer med åbne muligheder

Sommer i Singapore er fyldt med liv og aktiviteter – både for dem, der søger kulturelle oplevelser, og dem, der bare vil nyde byen i et mere afslappet tempo. De mange koncerter, festivaler og udendørs arrangementer gør sommeren til et oplagt tidspunkt at rejse, opleve og lade sig inspirere.

Ønsker du mere inspiration, så kontakt os endelig her.